Onetti. Juan Carlos Onetti.

Rigmor Kappel Schmidt

For nylig døde Juan Carlos Onetti i Madrid. Onetti, litteraturens store ligger i dette århundrede, havde ligget til sengs i 15 år, stort set uden nogen sinde at stå op, så da han døde, var det eneste, han foretog sig, at give sin stilling en endelig karakter. Indtil dette øjeblik havde hans stilling været helt frivillig, hvis det da kan kaldes frivilligt fuldstændigt at ønske at sige fra over for det, der sker i verden.

Hvor ekstremt og berømt Onettis tilfælde end er, er det imidlertid ikke det eneste kendte eksempel på en ligger. Inden for litteraturen udøvede forfattere som Aleixandre og Pío Baroja liggeri i deres sidste leveår, plagede af en mærkelig, moralsk sygdom, mens andre, uden at drive det så vidt, beskrev liggere i deres romaner eller dramaer, som Jardiel, der havde ligget 20 år i sengen uden at se eller tale med nogen, men han rejste, det gjorde han, overalt i verden, takket være sin forestillingsevne og med hjælp fra en tjener, der fungerede som rejsefører for ham. I dag tager jeg til San Sebastián, sagde han for eksempel, og idet han lukkede øjnene, gav han sig til at rejse, mens tjeneren efterlignede togfløjten med hjælp fra en lille klokke.