Rigmor Kappel Schmidt

For nylig døde Juan Carlos Onetti i Madrid. Onetti, litteraturens store ligger i dette århundrede, havde ligget til sengs i 15 år, stort set uden nogen sinde at stå op, så da han døde, var det eneste, han foretog sig, at give sin stilling en endelig karakter. Indtil dette øjeblik havde hans stilling været helt frivillig, hvis det da kan kaldes frivilligt fuldstændigt at ønske at sige fra over for det, der sker i verden.

Hvor ekstremt og berømt Onettis tilfælde end er, er det imidlertid ikke det eneste kendte eksempel på en ligger. Inden for litteraturen udøvede forfattere som Aleixandre og Pío Baroja liggeri i deres sidste leveår, plagede af en mærkelig, moralsk sygdom, mens andre, uden at drive det så vidt, beskrev liggere i deres romaner eller dramaer, som Jardiel, der havde ligget 20 år i sengen uden at se eller tale med nogen, men han rejste, det gjorde han, overalt i verden, takket være sin forestillingsevne og med hjælp fra en tjener, der fungerede som rejsefører for ham. I dag tager jeg til San Sebastián, sagde han for eksempel, og idet han lukkede øjnene, gav han sig til at rejse, mens tjeneren efterlignede togfløjten med hjælp fra en lille klokke.

I Spanien er liggeren mere almindelig, end de fleste forestiller sig. Overalt er der masser af tilfælde som Onettis, især i Andalusien, hvor alle kender en ligger, nogen endda inden for deres egen familie. En dag skal konen til at vække sin mand (liggerne er altid mænd; feminismen er endnu ikke nået dertil), men fra sengen siger han, at han ikke har tænkt sig at stå op, og, hvad der er langt mere alvorligt, at han aldrig mere har tænkt sig at gøre det. Konen forstår straks (normalt har hun ventet det: man ser liggeren komme ligesom skyerne) og iler med at meddele nyheden til venner og slægtninge. Det sker, at disse forsøger at overbevise ham om, at han skal tænke over det og opgive sin stilling, som regel med dårligt resultat, men de fleste nøjes med at acceptere den som en ulykke, man resigneret må bære så værdigt som muligt. Fra den dag og til sin død lader liggeren sig varte op af sin familie til sengs og modtager sine venners besøg siddende op i sengen med en pude i ryggen som en høflig gestus, og han forlader ikke mere sit hjem og interesserer sig ikke længere for, hvad der foregår i verden. For ham er verden nu sengen, hvorfra han betragter alt med en umådelig ligegyldighed.

Der findes dem, som siger, at liggeren i grunden ønsker at vende tilbage til moderskødet, som han identificerer med lagnerne og sikkerheden ved det kendte. Faktisk må der være noget om det og om et vist driveri (et driveri, der til tider er mere besværligt psykologisk set end det daglige arbejdes fremmedgørelse, hvad søndagseftermiddagene til stadighed viser os), men det, der fundamentalt er på færde, i det mindste som jeg ser det, er en stor opgivelse og en total mangel på interesse for alt, hvad der sker i verden; en manglende interesse, der viser sig i små ting, til tider allerede i barndommen eller i den tidlige ungdom, men som udvikler sig med årene, skønt den ligesom ved separationer ikke viser sig udadtil, før den manifesterer sig ved en bestemt lejlighed og normalt på uventet vis. Som Cortázar plejede at sige: når nogen siger, at han går, er han allerede gået.

Når jeg i de sidste dage har set fotografier af Onetti ? de få han tillod, at man tog ? liggende på sengen med sit søløvehoved og sit whiskysvømmende blik, har jeg tænkt på de hundredevis af liggere, jeg har kendt i mit liv. Det var ikke altid rene liggere (her tænker jeg på stillingen), men liggere var de til syvende og sidst, om det så blot var hen over bardisken eller på bænken i en offentlig park. Det er ikke nødvendigt at blive hjemme for at fjerne sig fra verden.

Notitserne om Onetti optrådte desuden af og til på samme side som de artikler om skandaler og politiske korruptionssager, der i de sidste måneder har rystet det offentlige liv; et offentligt liv ? det spanske ? der bliver stadig mere forrået, stadig barskere og stadig mindre venligt. Og her tænker jeg ikke kun på det politiske liv. Det sociale, det journalistiske, ja selv det litterære og det sportslige liv ser i den senere tid ud til at være blevet smittet med det raseri og den grusomme aggressivitet, der hidrører fra det politiske liv (eller afspejles i det), og som gennemtrænger alle områder, selv de mindst konkurrenceprægede. Sådan lidt i den retning har det altid været (det er ikke tilfældigt, at vi bliver opdraget til succes, ikke til at være lykkelige), men i den senere tid kan man i Spanien fornemme større sociale spændinger end hidtil. Den udbredte utilpashed over de mangfoldige, økonomiske problemer, sammen med skuffelsen over, at det er forbi med de fede år, som for mange kun fandtes i socialisternes forestillinger, har skabt en aggressivitet, der er blevet skærpet af folks vrede over nogle af socialisternes røvermanerer, mens deres politiske modstandere beregnende har pustet til ilden. Det har gjort luften tung at indånde her til lands, og det indbyder til at blive liggende i sengen hele dagen. I en tid som denne, hvor politik ikke længere er en debat om opfattelser, men et offentligt knivstikkeri, hvor aviserne ikke længere informerer, men anklager og dømmer (det hele blandet sammen og på samme tid), hvor fjernsynsstationerne til sloganet Alt for seerne! konkurrerer om, hvem der kan være mest ubehøvlet, og hvor selv litteraturen bedømmes efter salgstallene ligesom pladerne, er det bedst at blive hjemme og slå sig på flasken.

Personligt må jeg indrømme, at selv om jeg har været doven og skeptisk fra min tidligste barndom ? hvad der bl.a. forklarer min modvilje mod kulturen ? er jeg endnu ikke blevet så uforstyrrelig og desillusioneret, at jeg kan lægge mig, i det mindste ikke, hvis det gælder hele livet (jeg må indrømme, at jeg også er skræmt over ordligheden: ligger minder om lig). Men hvis tingene fortsætter sådan ? og de ser ikke ud til at ændre sig meget ? kunne det ske, at jeg blev så desillusioneret, at jeg måske ikke ligefrem bliver liggende endegyldigt i sengen som de rene liggere, men i det mindste efterligner dem, når omstændighederne strammer til, eller jeg overvældes af ligegyldighed. Indtil videre vil jeg i sommer træne, til hvis der venter valg i utide lige om hjørnet, og det, som alt tyder på, igen bliver vundet af de samme.

Oversat af Rigmor Kappel Schmidt

Essayet blev oprindelig bragt i El País i 1994 og er genoptrykt i svagt redigeret form i "Ingen lytter", Madrid, 1995. Julio Llamazares indleder samlingen med disse ord: "I den senere tid er der for megen støj. Hvis jeg på nogen måde skulle definere den epoke, som vi lever i, ville det blive som en tid, hvor der er så megen støj, at ingen lytter til nogen, ikke engang til sig selv". I sit forfatterskab er Llamazares blevet stadig mere vagabonderende, også helt bogstaveligt. Han har skrevet to korte, meget fine og stilfærdige romaner: "Ulvemåne"(1985) og "Den gule regn" (1988), som begge findes i dansk oversættelse. Alle håber og venter på mere af den slags. I stedet flakker han om og skriver rejseberetninger fra udsteder, fortællinger på bestilling, drejebøger til film, som ikke falder i med tidens trang til spænding og den slags.

Den uruguayanske forfatter Juan Carlos Onetti er ikke særlig kendt i Danmark. Til gengæld fungerer han som en forfatternes forfatter blandt spansksprogede skribenter. Således blev hans "Samlede fortællinger" udgivet på forslag fra Antonio Muñoz Molina, der i mange år havde betragtet Onetti som uomgængelig læsning. De nåede at udkomme i marts 1994, et par måneder før Onettis død, d. 30. maj, 1994. Og stadig i år (1. aug. 2000 i El País) kan Vicente Verdú finde på at skrive om den uforglemmelige aften, da Onetti gik med til at modtage ham. "Dengang var Onetti den absolutte skrivekunst for mig, og endda også et forbillede at efterligne, hans måde at klæde sig, drikke gin, tale med omsvøb. Enhver smerte, viljesløshed, sex, bitterhed løb som liflige substanser gennem hans foruroligende litteratur. Hvis man havde talt til mig om Onettis univers som noget, man kunne blive afhængig af, kunne man ikke have udtrykt sig mere rigtigt".