Karen-Margrethe Simonsen

Onettis roman bør indtages liggende, måske halvt drømmende — så er man i overensstemmelse med bogens univers

Kære læser: Har du et dovent øjeblik (eller måske en hel, lang, doven dag), så tænd dig en smøg og læg dig til rette med denne roman af Onetti fra 1964 med den makabre titel: »Ligsamler«. Romanen bør indtages liggende, måske halvt drømmende — ikke bevidstløst, men med den intensitet og intimitet, som ganske særlige drømme undertiden har.

Læser du således, vil du være i overensstemmelse med bogens univers. Ikke fordi bogen handler om drømme, men fordi den virkelighed, der præsenteres (og som ofte er yderst kropsnær og konkret), kun kan erkendes i brudstykker, ofte i et tidsmæssigt ubestemmeligt univers og ofte halvvejs uforståeligt. Hvis du ikke ryger, så tag dig en whisky eller indtag en tilbagelænet position, krydret med en rolig desperation, og vær så parat til at træde ind i Onettis særegne verden.

Bogens handling er denne: I byen Santa María, der ligger ved floden — ikke langt fra kysten — åbner en person ved navn Larsen, også kaldet Ligsamler, et bordel med tre kvinder. (Navnet Ligsamler fik han, da han i begyndelsen af sin karriere som alfons måtte samle gamle og afdankede damer op.) Bordellet er Larsens livsdrøm, men projektet møder en hel del modstand fra byens side, ikke mindst fra fader Bergners katolske menighed og fra visse personer i byrådet. Så stor er modstanden, at bordellets eksistens trues. Parallelt med denne handling fortælles historien om Julita, den unge enke, der halvt vanvittig sørger over sin elskede, afdøde mand, Federico. Hver nat underholder hun sig, som en slags kompensation, med Federicos unge broder, Jorge, der er fascineret af Julitas vanvid og halvt tiltrukket, halvt frastødt af hendes 30-årige krop med de tykke lår. De to historier har forskellige forbindelsespunkter. Nogle af trådene samles i Jorge, der efter at være blevet indviet af Julita, slår sig ned i bordellet.

Bogen har imidlertid ikke én hovedperson, men flere vigtige personer, der på skift bliver omdrejningspunkt for romanen: Ud over Larsen, Jorge og fader Bergner, er det apotekeren Barthé, der er den første, der ønsker et bordel til byen, lægen Diaz Grey, der som medlem af byrådet er med til at give tilladelsen til bordellet, og fader Bergners nevø og Julitas broder, den oprørske Marcos, der har en underlig dobbeltrolle som modstander af og støtte for bordellet.

Denne organisering af romanen omkring flere forskellige personer giver nogle gange det indtryk, at der ikke er tale om én samlet historie, men i virkeligheden om flere forskellige fortællinger, der blot er vævet sammen til én roman. Dette, skriver Muñoz Molina i sit forord til Onettis samlede fortællinger, »Cuentos Completos«, er karakteristisk for Onettis romaner, at de synes stykket sammen af flere og af hinanden uafhængige historier, ligesom fortællingerne eller novellerne på den anden side kan læses som dele af den samme roman. Der er i Onettis forfatterskab i virkeligheden ikke det store genreskel mellem fortælling og roman.

Dette indtryk bestyrkes af, at de fleste af værkerne — det være sig fortælling eller roman — foregår ét og samme sted, nemlig i den fiktive by Santa María. Flere af personerne går igen i andre værker. Eksempelvis er doktor Diaz Grey en tilbagevendende person og Jorge optræder flere gange i andre fortællinger, eksempelvis i »Presencia«, hvor han er blevet ældre og lever i eksil i Madrid (en skæbne, der i øvrigt ligner Onettis egen).

Derfor burde man i virkeligheden læse hele forfatterskabet samlet. Men selv om man kun læser »Ligsamler«, er det tydeligt, at romanen henviser til andre tekster. Personerne beskrives, som om de allerede var kendte. Og historien spiller på tilbageholdelse af informationer, som det tydeligvis forudsættes bekendt, men som ikke er det ud fra nærværende tekst. Dette giver også romanen dens ikke entydige præg af realisme. Personer dukker op på scenen, fordi de tilfældigvis er på stedet, ligesom man tilfældigvis dukker op i virkeligheden, fordi man bor i byen. Eller de dukker op, fordi deres funktion i en anden fortælling nødvendiggør deres tilstedeværelse i denne.

Således bliver denne historie om et bordel i Santa María en temmelig kompleks sag. Men tag ikke fejl: historien er god og ofte fungerer tilbageholdelsen af informationer også som et suspense-trick, der ikke er ulig det, man bruger i kriminalromanen. (Her kan det også betænkes, at Onetti er en stor læser af Georges Simenon.)

Det, der interesserer Onetti, er virkeligheden på bunden af samfundet — i dens mest konkrete og ofte beskidte udgave. Alfonser og ludere og natteliv på barer beskrives med de mest malende metaforer, mens den såkaldte normalverden enten er meget kedelig, som eksempelvis Jorges forældres stereotyper, konservative verden — eller optræder stærkt karikeret, som eksempelvis pigeskolens dydsmønstre, der i takt marcherer med bannere på byens plads for »kyske kærester og sunde ægtemænd«. Det, der er paradokset i Onettis tekst, er, at det er den beskidte, desillusionerede verden, der rummer livsdrømmen. »Ligsamler« er en drømmer og ikke, som man kunne forvente af en alfons, en mand, der kynisk udnytter de prostituerede. De prostituerede kvinder, der gang på gang beskrives som »modløse, grimme kvinder«, der er »majet ud i grotesk kluns«, halvt latterlige og halvt dumme, rummer hele livsdrømmen. Og hør bare, hvordan Onettis sprog intensiveres, når han beskriver denne verden —her en nat i bordellet, hvor »Ligsamler« sidder og funderer over sin skæbne og lytter til lydene i natten:

»Snorkelydene fra en af pigerne — enten Nelly, den magre som sov alene, eller Irene, som havde selskab — sprang nu regelmæssige og hvidlige ud af værelserne og slog sig med mellemrum ned i patioen som små, fugtige frøer uden knogler, der klaskede mod fliserne«.

Det er grimt og voldsomt. De fleste personer er irriterede, fortvivlede, modløse, dovne og ligeglade, men midt i det hele har de også en halvt afsløret drøm om at udrette noget i verden, en drøm der sjældent lykkes. De bor, som lægen Diaz Grey desillusioneret konstaterer, i »en lille spøg af et land« og spiller de roller, de nu en gang har, og spiller dem dårligt. De er ikke-personer i dét, man mere og mere finder ud af er en ikke-verden. Trods al sin realisme er Santa María højst urealistisk og bliver i fortællingen mere og mere et mytisk rum, en glasklokke for personernes univers eller en geografisk metafor for drømmens umulighed. Drømmen om et bordel...